PERU

Sagnomspundne inkabyer, frodig regnskov, græssende lamaer og fantastiske bjerglandskaber. Læg hertil et uovertruffent køkken - Peru byder på oplevelser for enhver smag!

Peru ligger ud til Stillehavet i den nordvestlige del af Sydamerika og med Andesbjergene løbende som en rygrad op gennem landet. De fleste rejsende besøger ikoniske seværdigheder som Machu Picchu og Titicaca-søen, men landet byder på masser af andre store rejseoplevelser. Tag fx på speedsbådssafari til Ballestas-øerne, som ofte sammenlignes med Galapagos-øerne pga. deres unikke dyreliv, oplev Amazon-junglens vildnis eller hold storbyferie i Lima og nyd byens prisbelønnede restauranter. Hvis du er en rigtig eventyrer, så drag på ekspedition i ægte Indiana Jones-stil til kæmpefæstningen Kuelap i det mindre kendte og svært tilgængelige Chachapoyas.

Et roadtrip ad den panamerikanske landevej tilføjer endnu en dimension til landet. Gør holdt undervejs på områdets vingårde eller hop på et sportsfly og oplev de sagnomspundne Nazca-linjer fra luften.

I hjertet af Andes-regionen ligger Cusco, det geografiske centrum i det gamle Inkarige. Her kan du nyde den tilbagelænede stemning i byen, som udgør en perfekt base for udflugter til Den Hellige Dal og områdets inkaruiner – ikke mindst Machu Picchu. En dagsrejse fra Cusco ligger Titicaca-søen. Her kan man bl.a. tage på bådtur og opleve Uros-indianernes flydende landsbyer.

Smag dig frem! Peru er Sydamerikas madmekka. Det peruvianske køkken er en af verdens mest alsidige og bygger på en unik blanding af madlavningstraditioner og ingredienser fra fire kontinenter. Køkkenet kaldes under et comida criolla, det kreolske køkken. Peru er en kulturel og etnisk smeltedigel, og netop det har skabt grundlag for det sofistikerede fusionskøkken, som har givet peruviansk mad en velfortjent stjerneposition på den internationale madarena. Snyd dig ikke selv for en ceviche (lime-marineret fisk) eller go native og kast dig ud i et grillet Cuy (marsvin).

 

Rejser til Peru >>

 

 
 
 



Karavane Rejser og Kipling Travel A/S I Rejsegarantifonden nr. 1571  | Tlf.: +45 47 16 12 20 | info@kiplingtravel.dk